De ti kommunale botilbud, som deltager i I sikre hænder frem til udgangen af 2014, har taget hul på arbejdet med at forbedre kvaliteten og sikkerheden i medicineringen af borgerne. I øjeblikket er de i gang med et uddannelsesforløb, der skal ruste dem til det senere arbejde med medicinpakken i foråret 2014.

Som de første modtog 10 medarbejdere fra botilbuddene under Socialpsykiatri Lolland undervisning i slutningen af oktober, og de ser det som en gave at være med i I sikre hænder.

"Projektet falder på et tørt sted, for i lang tid har personalet på botilbuddene efterspurgt et løft af deres kompetencer. Undervisningen giver medarbejderne en masse aha-oplevelser. De får øjnene op for, at de kan gøre arbejdsgangene mere smidige og endnu sikrere. Undervisningen giver dem præcis den viden på medicinområdet, som de har efterspurgt," fortæller teamleder i Socialpsykiatri Lolland Helle Tibert Mortensen.

Undervisningen skal styrke patientsikkerheden
Det er Pharmakon - Apotekernes Uddannelsescenter - som står for uddannelsesforløbet på botilbuddene. Hvert botilbud får syv undervisningsdage, og til slut i forløbet i marts vil samtlige teams fra de fem projektkommuner samles i to dage for at arbejde med kvalitetsudvikling og implementering.

Undervisningen fokuserer blandt andet på medicinsk behandling, medicins virkninger og bivirkninger, regler for medicinhåndtering samt forbedring og systematisering af konkrete arbejdsgange. Pharmakon tilpasser undervisningen behovet på det enkelte botilbud, og tager udgangspunkt i personalets hverdag og beboersammensætning.

"Målet med uddannelsesforløbet er at skærpe personalets kompetencer og forbedre rutinerne, så vi styrker patientsikkerheden for borgerne på botilbuddene. Vi hjælper dem med at definere deres udfordringer, og hvad de gerne vil opnå. Herefter tager vi værktøjskassen frem og viser, hvilke instrumenter de kan tage i brug, og hvordan de kan implementere dem," forklarer Linda Aagaard Thomsen, udviklingskonsulent i Pharmakon.

Mere fokus på utilsigtede hændelser
På botilbuddene under Socialpsykiatri Lolland har de allerede haft fem undervisningsdage. Et af de redskaber, som personalet har taget med fra undervisningen, er en tjekliste med bivirkninger af medicin. Derudover har medarbejderne fået større viden om utilsigtede hændelser.

"Man har haft meget fokus på utilsigtede hændelser i ældreplejen og i mindre grad på botilbuddene. Med projektet får personalet en viden om, hvad en utilsigtet hændelse er, og hvor vigtigt det er at rapportere den, da der ligger en masse læring i den enkelte hændelse," siger Helle Tibert Mortensen og fortsætter:

"Når projektet er færdigt er min forventning, at personalet bliver bedre til at rådgive, vejlede og samarbejde med borgerne på botilbuddene om medicin."

Udover Lolland har de to botilbud på Frederiksberg modtaget undervisning. Næste stop for Pharmakon er Sønderborg og Thisted i begyndelsen af december. Uddannelsesforløbet slutter inden maj, så botilbuddene kan deltage i det andet læringsseminar i I sikre hænder.

Nedenfor kan du se billeder fra undervisningen for botilbuddene under Socialpsykiatri Lolland.

  • Botilbud 1
  • Botilbud 2
  • Botilbud 3
  • Botilbud 4