- I kan se frem til tre travle år - men også tre meget spændende år, hvor I vil gøre en forskel.

Sådan lød åbningsreplikken fra Beth Lilja, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, til de 96 deltagere ved I sikre hænders første læringsseminar, som fandt sted den 11-12. november. Her deltog de 13 teams og lederne i de fem kommuner, der skal gå forrest og forbedre sikkerheden for borgerne i ældreplejen.

Papirflyvere og forbedringsarbejde
Målet med det første læringsseminar er at ruste deltagerne til det fremtidige forbedringsarbejde og blandt andet introducere dem til pakkebegrebet og forbedringsmodellen. Den introduktion tog nye højder, da Annette Bartley, som er kvalitets- og forbedringskonsulent fra Wales, fik deltagerne til at lave papirflyvere.

Opgaven gik ud på at skabe et papirfly, som kunne flyve så langt som muligt. I arbejdet benyttede deltagerne PDSA-testen, hvor de første lavede et fly. Herefter foretog de forskellige teams justeringer, så de til sidste stod med det papirfly, der kunne flyve længst.

Besøg fra USA
På læringsseminarets anden dag fortalte Carol Haraden, som er vicepræsident i Institute for Healthcare Improvement i USA, om forbedringsprojekter i andre lande som Malawi og Ghana. I den forbindelse understregede hun, at arbejdet med forbedre patientsikkerheden vil tage tid.

- Men hæng i! Vi kan ikke være andet bekendt overfor borgerne, sagde Carol Haraden.

De 13 teams i de fem kommuner tager nu hul på arbejdet med tryksårspakken, hvor det overordnede mål er at reducere antallet af tryksår.