Torben Laurén, sundheds- og omsorgschef i Frederiksberg Kommune
- Med kommunens deltagelse i I sikre hænder forventer vi at levere endnu mere afstemte, ensartede, sammenhængende og velafprøvede sundhedsindsatser, der i højere grad forebygger forekomsten af tryksår og fald samt minimerer medicinfejl.

- Vi vil inddrage borgerne i at deltage i indsatserne ved at informere og udlevere pædagogiske pamfletter, der fortæller, hvad borgerne selv kan gøre for at undgå skader.

Grete Breinhild, ældre- og sundhedschef i Lolland Kommune
- Målet er, at borgerne i Lolland Kommune i 2016 føler sig mere trygge end i dag. De vil opleve et personale med en særdeles høj grad af professionalisme og ansvarsbevidsthed.

- Når projektet er afsluttet i 2016, må borgerne og deres pårørende gerne føle et medansvar og eksempelvis sige fra, hvis de oplever, at noget ikke er, som det skal være. På den måde skaber vi den bedste sikkerhed for, at hjælp og pleje bliver så optimal som muligt for den enkelte borger - hver gang.

Jan Bendix Jensen, sundheds- og ældrechef i Thisted Kommune
- Borgerne vil møde medarbejdere, der har en fælles og ensartet tilgang til risikosituationer som tryksår, fejlmedicinering og fald. Personalet vil få nogle enkle screeningsværktøjer, som er lette at bruge og viser resultater.

Jørgen Jørgensen (SF), formand for socialudvalget i Sønderborg Kommune
- Borgeren skal være i sikre hænder, når de er i kontakt med Sønderborg Kommune. Med projektet forventer jeg, at vi kan forebygge endnu mere til gavn for borgerne, både når det gælder medicin, tryksår og fald. Vi ved jo, hvor store konsekvenser, det kan få for den enkelte borger på plejecentret eller i et botilbud.

Jesper Rosanes (V), formand for sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune
- Jeg ser frem til at skærpe fokus på forebyggelse i Sønderborg Kommune yderligere. Det vil blandt andet medføre færre indlæggelser. Vi har desuden ansat en farmaceut, som skal bistå i arbejdet med at optimere og systematisere arbejdsgangene. Det er til stor gavn for borgerne, når personalet leverer høj kvalitet og sikkerhed hver gang.  

Lis Kaastrup, sundheds- og omsorgschef i Viborg Kommune
- I sikre hænder indebærer en væsentlig kompetenceudvikling for medarbejderne, når det gælder metoder til at skabe og fastholde varige forbedringer. Derved understøtter vi, at alle borgere modtager god og kvalitetssikret pleje og behandling hver gang, de er i forbindelse med kommunens hjemmesygepleje og hjemmepleje.

- I den indsats, der gennemføres i kommunen, er der hele tiden fokus på at medvirke til, at borgerne og de pårørende har indsigt i og indflydelse på behandling og pleje. Samtidig øges borgernes muligheder for at handle i forhold til egen situation.