Endnu et team har fejret 100 dage uden tryksår. Denne gang er det Flintholm Plejerboliger, som har rundet milepælen.

Ved et festligt arrangement for beboere og pårørende mandag den 5. maj 2014 blev indsatsen fejret med kaffe og kage. Personalet benyttede samtidig lejligheden til at fortælle beboere og pårørende om indsatsen for at forebygge at tryksår.

HUSK-tjeklisten giver borgerne den rigtige behandling
Personalet fortalte om, hvordan de har indført arbejdsgange med brug af tjeklisten 'HUSK', som står for hud, underlag, stillingsændring og kost. Listen sikrer, at personalet hver dag får tjekket samtlige faktorer hos de beboere, der er i risiko for at få tryksår.

- Vi ved, at det har uhyre stor betydning at have fokus på de fire områder, hvis man vil skåne beboere for unødig lidelse, som et tryksår altid vil være. Derudover er det vigtigt løbende at inddrage beboerne og de pårørende i indsatsen med viden og handlemuligheder, siger Merete Larsen.

Hun er projektleder for I sikre hænder i Frederiksberg Kommune.