Merete Larsen
Projektleder
Frederiksberg Kommune

1. Hvad har arbejdet med tryksårspakken indtil videre betydet for patientsikkerheden i kommunen?
Vi har fundet ud af, at et systematisk blik på egne arbejdsrutiner styrker kvaliteten i behandlingen og plejen af borgerne. Det får samtidig personalet til at drøfte faglige problemstillinger mere.

Derudover giver I sikre hænder som helhed anledning til at koordinere de andre projekter i kommunen og samarbejde tættere med kollegaer, der arbejder med sårpleje, ernæringsindsats og hjælpemidler.

2. Nævn ét eller flere eksempler fra læringsseminaret, hvor I er blevet inspireret i forhold til det fremtidige forbedringsarbejde?
Vi er blevet inspireret af et plejecenters spredningsstrategi, hvor to medarbejdere tager ud og informerer deres kollegaer på andre afsnit på centeret om forbedringsarbejdet med tryksår. De er også ved at udvikle informationsmateriale, som de tager afsæt i.

Vi også blevet bevidste om, at en tovholder funktion på den daglige dataindsamling vil lette det administrative arbejde i slutningen af måneden, hvor data skal indsamles for hele enheden.  

3. Hvad vil I først sætte fokus på, når I skal hjem og arbejde med medicinpakken?
Vi skal afdække de nuværende arbejdsrutiner, inden vi kan begynde at implementere elementerne i pakken. Vi skal også finde ud af, hvilke situationer vi kontakter lægen med hensyn til medicinfejl. 


 

Tove Hagen
Projektleder
Lolland Kommune

1. Hvad har arbejdet med tryksårspakken indtil videre betydet for patientsikkerheden i kommunen?
Ledelsen har øget opmærksomheden på, at bedre og mere sikker behandling og pleje af borgerne kræver fokus og tid i den daglige drift.

Derudover er vi gået fra, at fakta - og ikke fornemmelse - styrer arbejdet. Således retter personalet blikket indad mod egen og teamets faglighed og finder ud af, at 'vi gør det ikke ens' og 'vi gør det ikke hver gang'.

2. Nævn ét eller flere eksempler fra læringsseminaret, hvor I er blevet inspireret i forhold til det fremtidige forbedringsarbejde?
Vi er blevet klar over, at det er nødvendigt at kende egne rutiner, inden vi kan fremsætte en holdbar hypotese til et forslag om forbedring.

3. Hvad vil I først sætte fokus på, når I skal hjem og arbejde med medicinpakken?
Vi skal have afdækket de mange arbejdsgange vedrørende medicineringsprocessen på tværs af sektorer, teams og visitation samt mellem vagterne, ugedagene, weekenderne osv. 


 

Hanne Ellegaard Miang
Projektleder
Sønderborg Kommune

1. Hvad har arbejdet med tryksårspakken indtil videre betydet for patientsikkerheden i kommunen?
Det har givet et stort kvalitetsløft i de enheder, som deltager i projektet, og der sker også læring i de øvrige enheder.

Personalet fokuserer endnu mere på trykspor, så tryksår kan forebygges. Der er en synliggørelse af, hvad der er af skader i relation til antal tryksår, som automatisk får det øvrige personale og ledelse til at spørge ind til arbejdet og følge det tæt. 

2. Nævn ét eller flere eksempler fra læringsseminaret, hvor I er blevet inspireret i forhold til det fremtidige forbedringsarbejde?
Vi har set, at forbedringsarbejdet med udgangspunkt i forbedringsmodellen forplanter sig til andre områder. For eksempel skal et plejecenter til at implementere elektroniske skærme, hvilket personalet først vil teste på en stue, herefter et afsnit osv. 

3. Hvad vil I først sætte fokus på, når I skal hjem og arbejde med medicinpakken?
De fire teams har valgt forskellige ting. Eksempelvis har botilbuddene valgt at begynde med at se på, hvordan vi kan arbejde med resultatindikatorerne og medicinafstemningen.


 

 

Bente Øllgaard
Projektleder
Thisted Kommune

1. Hvad har arbejdet med tryksårspakken indtil videre betydet for patientsikkerheden i kommunen?
Det har betydet et væsentligt fagligt løft og mere systematik. Der er kommet fokus på, at tryksår er noget der skal forebygges, og de faglige drøftelser vedrørende skaden er blevet langt mere omfattende. De handler nu ikke blot om selve tryksåret men i høj grad om de forskellige sider af forebyggelse, herunder blandt andet kostens betydning og inddragelse af patientens egne ressourcer. 

2. Nævn ét eller flere eksempler fra læringsseminaret, hvor I er blevet inspireret i forhold til det fremtidige forbedringsarbejde?
Vi er blevet inspireret af de daglige tavlemøder eller stå-op-møder, som blev fremhævet fra flere kommuner. Det vil vi prøve systematisk af.

3. Hvad vil I først sætte fokus på, når I skal hjem og arbejde med medicinpakken?
Vi begynder med de lavest hængende frugter. Vi er vant til at lave medicinafstemning, men vi skal sikre, at det sker hver gang. Derudover har vi også arbejdsgange i forhold til medicindispensering og -administration, så disse tjeklister kommer hurtigt efter medicinafstemningen. 


 

 

Mary-Ann Christiansen
Projektleder
Viborg Kommune

1. Hvad har arbejdet med tryksårspakken indtil videre betydet for patientsikkerheden i kommunen?
Der er blevet øget fokus på, at nyopståede tryksår også skal indberettes som utilsigtede hændelser. I forbindelse med vores e-læringsprogram Kvalicare blev der lagt ind i årsplanen for 2012-2013, at alle tryksår skulle indberettes som utilsigtede hændelser. Desværre blev der kun indberettet tre tryksår ud af 54. 

2. Nævn ét eller flere eksempler fra læringsseminaret, hvor I er blevet inspireret i forhold til det fremtidige forbedringsarbejde?
Der er ingen tvivl om, at botilbuddene har fået øget fokus og forståelse af arbejdet med at indberette utilsigtede hændelser. Desuden var der det meget inspirerende at høre miljøchef Ebbe Tubæk Naamansen fortælle om virksomheden NORD's sikkerhedsarbejde i forbindelse med håndtering af farligt affald. Der var mange elementer, som vi kan inddrage i kommunens forbedringsarbejde, særligt omkring synliggørelsen af arbejdet. 

3. Hvad vil I først sætte fokus på, når I skal hjem og arbejde med medicinpakken?
Det er at skabe tydelige og sikre arbejdsprocesser og få lavet en baseline for medicinpakken. Derudover skal vi synliggøre medicinpakken i organisationen, så alle kender til den. Endelig skal vi sikre den ledelsesmæssige opbakning til løsning af de elementer, der ligger i medicinpakken.