Medarbejderne på plejecentret Margretecentret i Lolland Kommune har afprøvet, hvordan de gør det nemmere at bruge tjeklisterne for medicinadministration og -dispensering. De store tjeklister på A4-ark var nemlig upraktiske at gå rundt med for personalet.

Derfor besluttede projektleder i Lolland Kommune, Tove Hagen, sig for at få trykt tjeklisterne på en mindre blok, som kunne være i en uniformlomme.

- Der er flere fordele ved den lille blok. Man slipper for løse papirer, og det er nemt at have den med sig, siger hun.

Tjeklister på smartphone
Men Tove Hagen vil gerne helt undgå papir, og blokken har også hurtigt fået sig en konkurrent. Fra 23. oktober til 7. november afprøver medarbejder på Margretecentret Snjezana Seric muligheden for at taste oplysningerne ind i en smartphone. Det sker ved hjælp af et elektronisk spørgeskema, hvor punkterne fra tjeklisterne på forhånd er ført ind.

- Det er både hurtigt og nemt! Jeg scanner bare min kode, som jeg har klistret bag på mit ID-kort, og så kommer jeg ind i spørgeskemaet. Her trykker jeg gennem forskellige punkter. Når jeg til sidst trykker afslut, bliver svarene automatisk sendt til projektets dataansvarlige, som sørger for at føre dem ind i regnearket, fortæller Snjezana Seric.

Evaluering venter forude
Afprøvningen skal evalueres efter den 7. november. Men indtil videre er erfaringerne positive, og Snjezana Seric er ikke i tvivl om, hvad hun foretrækker, hvis hun skal vælge mellem papir eller smartphone:

- Det er da meget smartere med telefonen. Papiret bliver hurtigt krøllet og nusset i lommen, fordi jeg også har mange andre ting der. Samtidig er det rart at vide, at tjeklisterne kommer digitalt ind med det samme, så de ikke risikerer at blive væk.