Det er muligt at skabe bedre resultater for patienterne og større arbejdsglæde blandt personalet ved at arbejde på nye måder i sundhedsvæsenet. Det viser rapporten ’Et kvalitetsprogram – Fra Patientsikkert Sygehus til forbedringsarbejde på sundhedsområdet’, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed står bag sammen med TrygFonden og Danske Regioner.

Rapporten bygger på erfaringer fra en række store forbedringsprojekter, der er gennemført i sundhedsvæsenet siden 2007 herunder I sikre hænder.

- Det er vores håb, at erfaringerne fra de store projekter kan finde bred anvendelse i forbindelse med udmøntningen af et kommende nationalt kvalitetsprogram og dermed sætte tempo på udviklingen af et bedre sundhedsvæsen, siger Ulla Astman, formand i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.