I det landsdækkende norske patientsikkerhedsprogram ’I trygge hender’ har samtlige 428 kommuner arbejdet spredt med tryksår, medicin og fald. Men nu skal én projektkommune arbejde med alle områderne på en gang. Derfor tog en delegation til Danmark i slutningen af januar, og nordmændene var imponeret over resultaterne, som de sundhedsprofessionelle har skabt i projekt I sikre hænder.

Delegationen fra Norge besøgte Flintholm Plejeboliger på Frederiksberg, som netop har rundet 200 dage uden tryksår. Her fik nordmændene en snak med de sundhedsprofessionelle, som viste, hvordan de via daglige tavlemøder skaber et overblik over de borgere, der er i risiko for tryksår, og på den måde forebygger skaden.

- I sikre hænder har givet en masse læring og aha-oplevelser. Vi mente ellers, at vi ikke havde tryksår, men da vi kunne gik i gang med I sikre hænder, blev den formodning gjort til skamme. Nu træffer vi beslutninger på baggrund af data og ikke fornemmelse,” fortalte Lene Merrild, forstander på Flintholm Plejeboliger.

Ledelse, ledelse, ledelse
Udover tryksår, medicin og fald har det norske patientsikkerhedsprogram – ligesom I sikre hænder – fokus på forbedringsledelse. Men nordmændene blev inspireret af, hvor meget ledelserne i I sikre hænders projektkommuner engagerer sig i arbejdet med patientsikkerhed.

- Som ledelse skal vi sætte patientsikkerhed øverst på dagordenen, hvis det skal rykke. Vi skal hele tiden efterspørge og bruge de data, som vi beder vores medarbejdere om at indsamle. Ellers giver det ikke mening for dem, og det skaber ikke nogle gode resultater,” sagde Torben Laurén, sundheds- og omsorgschef i Frederiksberg Kommune.

Han understregede samtidig vigtigheden af, at ledelsen er synlig. For eksempel er Torben Laurén nogle gang med til personalets tavlemøder, og generelt holder han møderne med personalet på plejecentrene og ikke på rådhuset.  

Det norske patientsikkerhedsprogram har til formål at reducere patientskader med 25 procent inden 2018, og det omfatter hele sygehusvæsenet og den primære sundhedssektor.