Resultaterne med at reducere tryksår og medicinfejl i I sikre hænder har været så gode, at Frederiksberg, Lolland, Sønderborg, Thisted og Viborg Kommuner udbreder de gode erfaringer fra pilotenhederne til andre plejecentre og hjemmeplejedistrikter.

For at understøtte den proces er projektsekretariatet fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed på rundtur i de fem projektkommuner og underviser sundhedsprofessionelle, som skal til at være en del af I sikre hænder.

Nyt plejecenter med i Lolland Kommune
Lolland Kommune er ved at sprede arbejdet til Stokkemark Plejecenter, og derfor var noget af personalet inviteret til workshop om I sikre hænder. Her var forbedringsmodellen, som er den gennemgående metode i I sikre hænder, et af hovedtemaerne.

- Når der bliver rusket op i rutinerne og stillet spørgsmålstegn ved den måde, vi plejer at gøre tingene på, er det altid svært i starten. Men vi kan ikke forbedre os, hvis vi bliver ved med at gøre det samme, som vi altid har gjort, sagde projektleder Tina Lynge fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed:

- Forbedringsmodellen skal hjælpe os med skabe nogle nye, bedre og mere systematiske arbejdsgange, som sikrer, at borgerne får den rigtige pleje og behandling – hver gang.

Margretecentret lærte fra sig
På workshoppen deltog sundhedsprofessionelle fra Margretecentret, som har været med i I sikre hænder siden begyndelsen i november 2013 og har opnået over 100 dage uden tryksår. De gav deres erfaringer videre til kollegaerne på Stokkemark Plejecenter.

For eksempel fortalte personalet fra Margretecentret fortalte, at de havde svært ved at få alle medarbejdere til at udfylde tjeklisterne for medicinadministration. Derfor gik de i gang med at afprøve nye arbejdsgange.

Først lå skemaerne på kontoret, men der var de ikke synlige nok. Senere fik Margretecentret trykt skemaerne i blokform, så de var nemmere at have med sig rundt, og nu ligger skemaerne i borgernes medicinskabe. Det betyder, at flere husker at udfylde dem.

Inspiration for både nye og erfarne deltagere
Stokkemark Plejecenter, som skal i gang med indsatsområdet tryksår, kunne bruge eksemplet som en påmindelse om, hvor vigtigt det er at fokusere på gode arbejdsgange i begyndelsen af forløbet. Uden dem når man ikke resultaterne.

Men Margretecentret tog også læring med hjem fra workshoppen.