På Skovcentret på Lolland, som deltager i projekt I sikre hænder, er de sundhedsprofessionelle så stolte over arbejdet med blandt andet at forbedre patientsikkerheden, at de vil vise det frem for andre.

Derfor holdt de åbent hus, hvor 150 mennesker dukkede op for at se, hvordan personalet på Skovcentret eksempelvis har opnået 126 dage uden medicinfejl med lægekontakt og 146 dage uden tryksår i forbindelse med projekt I sikre hænder.

- Det gik over al forventning. Vi var helt overvældet over fremmødet og blev nødt til at bære flere stole ind for at få plads til alle de fremmødte, fortæller Birgitte Jensen, der er teamleder på Skovcentret.

Fokus på borgere og pårørende
De sundhedsprofessionelle på Skovcentret fortalte også, hvordan de involverer borgere og pårørende i plejen og behandlingen. Et område, som også har et særskilt fokus i projekt I sikre hænder.

- Det er et flot arrangement, som Skovcentret har stablet på benene, som sætter fokus på I sikre hænder – og ikke mindst borger- og pårørendesamarbejde. Det er vigtigt, da international forskning viser, at samarbejde med borgere og pårørende skaber større patientsikkerhed, siger projektleder i I sikre hænder, Tina Lynge fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed.