I juni 2015 indgik KL en aftale med regeringen om, at der skal laves en plan for det nære sundhedsvæsen, og i oktober samme år offentliggjorde I det sundhedspolitiske udspil ’Sammen om sundhed’. På den baggrund er der nu et udvalgsarbejde i gang. Hvorfor er det vigtigt at fokusere på kvalitet i den kommunale sundhedssektor?

Specialiseringen i sundhedsvæsenet og effektivitetsforøgelsen på sygehusene betyder, at borgerne i den kommunale sundhedssektor bliver mere og mere komplekse. Den kommunale sundhedssektor omfatter især mennesker med demens og kroniske sygdomme, men den rummer også borgere, som er tidligt udskrevet efter behandlingsforløb på sygehuset og har store behov blandt andet i forhold til genoptræning. Det er ikke bare borgere, som kan tage hjem og klare sig på egen hånd. Der er rigtig meget efterbehandling i kommunerne.

Samtidig lever vi længere blandt andet på grund af bedre behandlingsformer. Det betyder, at vi levere længere med forskellige skavanker, sygdomme og diagnoser som eksempelvis demens.

Derfor skal vi i kommunerne have nogle tilbud og et set-up, der gør, at den enkelte borger kan fungere på trods af sygdomme og diagnoser. I mange år har vi fokuseret på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Det skal vi fortsætte med, men hvis vi skal løfte borgernes generelle sundhedstilstand, bør vi sætte ind i kommunerne.

Hvordan?

Vi skal have fokus på det forebyggende arbejde. Det handler blandt andet om, at vi med vores indsatser i kommunerne skal undgå indlæggelser, og at borgeren bliver patient i det somatiske sundhedssystem. Her har et projekt som I sikre hænder vist vejen og vist, at det kan lade sig gøre at forebygge tryksår og alvorlige medicinfejl, der kræver lægekontakt.

I forhold til kronikere kan vi med de rigtige værktøjer og kompetencer mulighed for at undgå sygehusindlæggelser, fordi vi er tæt på borgeren og kommer ofte i borgerens hjem. Ofte er behandlingen billigere og mindre indgribende, når vi kan klarer det i eget hjem eller tæt på, hvor man bor.

Målet er, at borgerne er så sunde og raske som muligt og kan klare sig selv.

Kan kommunerne løfte den opgave alene?

Nej, det er også det signal, vi sender med vores sundhedspolitiske udspil ’Sammen om sundhed’. Samarbejde skaber bedre kvalitet i sundhedsvæsenet.

Kommuner, sygehuse og almen praksis kan blive bedre til at arbejde tættere sammen og udnytte hinandens kompetencer, så den enkelte borger oplever et sammenhængende forløb – i stedet for at borgeren skal løbe spidsrod mellem tre offentlige instanser. 

Hvordan det konkret skal organiseres, er selvfølgelig til debat. Men vi skal blive bedre til at kommunikere på tværs af sektorer, tale det samme sprog – og i øvrigt kende til hinandens kompetencer og muligheder. For eksempel har vi en masse tilbud i kommunerne, som sygehusene ikke er klar over, at de kan henvise til som opfølgning på behandling.

Projektet I sikre hænder – som KL står bag sammen med Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Sundheds- og Ældreministeriet – er et eksempel på, hvordan man kan skabe større kvalitet i behandling og pleje i kommunerne. Hvilke perspektiver skaber resultaterne fra projektet?

Her har vi nogle kommuner, hvor man på ledelses- og medarbejderniveau har sat sig for at skabe forbedringer og investere i patientsikkerhed. Ved hjælp af nye metoder har kommunerne vist, at de kan forebygge tryksår og medicinfejl, og dermed øge livskvaliteten og sikkerheden for borgerne.

Læringen fra I sikre hænder er systematik og en høj grad af bevidsthed og beslutning om, at det her vil vi – også når forsøgsperioden er slut. Derfor er vi også glade for, at der med satspuljen er blevet afsat midler til at udbrede de gode erfaringer til flere kommuner i de kommende år.

Hvad håber du, der kommer ud af det?

For borgerne skal det skabe bedre sikkerhed, mere tryghed og bedre behandling. Samtidig håber jeg, at det giver nye erfaringer, som kan smitte af på andre kommuner. Når projekter virker, så har det jo med at brede sig forholdsvis hurtigt som ringe i vandet.

Vi skal lære af hinanden på tværs af kommuner, så vi kan implementere de gode erfaringer og eksempler. Det er nødvendigt, hvis vi skal forbedre kvaliteten i sundhedsydelserne. Erfaringerne fra I sikre hænder er helt givet noget, som flere og flere kommuner vil tage til sig – om de så kun kaster sig over et område eller alle fire indsatsområder i projektet.