Mandag den 13. Juni 2016 rundede Stokkemarke Plejecenter i Lolland Kommune 300 dage uden tryksår. Tidligere blev tryksår ellers set som en uundgåelig og almindelig hændelse i ældreplejen. Men ved at implementere projekt I sikre hænders tryksårspakke ved hjælp af forbedringsmodellen, som er den gennemgående metoder i projektet, har Stokkemarke Plejecenter vist, at det kan lade sig gøre at udrydde tryksår.  

Siden marts 2015 har plejecenteret deltaget i projektet I sikre hænder, og samtidig har Stokkemarke implementeret Lolland Kommunes mad- og måltidspolitik. Det har betydet øget fokus på patientsikkerhed samt madens betydning på borgernes livskvalitet.  

Forebyggelse af tryksår handler også om den kost, som borgerne får, og derfor blev de 300 dage uden tryksår fejret med fællesspisning for beboerne og personalet på Stokkemarke Plejecenter.

- Duften af hjemmelavet mad, og at borgerne selv kan deltage i tilberedning af maden, er et stort ønske for mange borgere. Når dette kan lade sig gøre, er det tydeligt for sundhedsmedarbejderne, at borgerne tager mere mad op på deres tallerkener og at der bliver spist mere, fortæller teamleder på Stokkemarke Plejecenter.