Tryksår opstår på grund af et langvarigt tryk for eksempel ved, at en person ligger meget ned i sin seng eller sidder i en kørestol i lange perioder. Derfor er hurtig og nem adgang til trykfordelende madrasser, siddepuder og andre hjælpemidler et vigtigt element i projekt I sikre hænders forebyggelse af tryksår.

Men Patientombuddets temarapport om tryksår fra 2013, som gennemgår rapporterede utilsigtede hændelser på området, viser, at der kan være udfordringer i forhold til til hjælpemidler. For eksempel oplever personalet ventetid, og kommunikationen kan være uklar, hvilket resulterer i, at et hjælpemiddel ikke bliver installeret. Disse udfordringer har Thisted Kommune fundet løsninger på.

Mere smidige arbejdsgange
Da Thisted begyndte arbejdet med at forebygge tryksår i forbindelse med projekt I sikre hænder, oplevede kommunens hjælpemiddelsektion en stigende efterspørgsel på eksempelvis madrasser og siddepuder. Den efterspørgsel betød, at flaskehalse og uhensigtsmæssige arbejdsgange blev mere synlige.

Derfor satte man sig sammen for at finde løsninger på problemerne. Thisted Kommune fik blandt andet indrettet det scoreskema, personalet bruger til at vurdere tryksårsrisiko, så det også kan bruges som ansøgningsskema om hjælpemiddel i den elektroniske journal.

- Tidligere var der et problem med, at ventetiden på nogle hjælpemidler var længere, end det var hensigtsmæssigt. Det har vi fået løst. Blandt andet har vi fået indrettet det sådan, at der i forbindelse med vores akutpladser og træningspladser er nogle små lokale depoter med en ekstra trykaflastende, en ekstra pude osv. Sådan at der er mulighed for at give borgeren de relevante hjælpemidler hurtigt, fortæller I sikre hænder-projektleder i Thisted Kommune, Bente Ølgaard:

- Der er samtidig skabt klarhed om, at når personalet vurderer, at der var brug for et hjælpemiddel, så kan hjælpemiddelsektionen ikke stille spørgsmålstegn ved den vurdering. Hjælpemiddelsektionen kan hjælpe med at afklare, hvilket hjælpemiddel der er mest hensigtsmæssigt, men ikke om der er brug for et hjælpemiddel.

Flere plejecentre og hjemmeplejedistrikter i Thisted Kommune har opnået over 500 dage uden tryksår.