Fødderne er et af de steder på kroppen, der er i størst risiko for tryksår, fordi de ofte er udsat for langvarigt tryk især på grund af sko. Opstår der et tryksår, kan det i værste fald resultere i knoglebetændelse og blodforgiftning.

Derfor giver personalet i ældreplejen i de fem pilotkommuner i I sikre hænders fødderne og tryksår ekstra opmærksomhed i forbindelse med Fodens Dag d. 15. september.

- Vi har med I sikre hænder vist, at det kan lade sig gøre at udrydde tryksår i ældreplejen ved hjælp af systematisk brug af blandt andet forbedringsmodellen og tidstro data. Flere af pilotkommunerne har haft over 500 dage uden tryksår på deres plejecentre samt i hjemmeplejen og hjemmesygepleje, fortæller projektleder i I sikre hænder, Tina Lynge fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Mange aktiviteter i kommunerne
På Fodens Dag laver de fem pilotkommuner forskellige aktiviteter, som skaber bevågenhed om forebyggelse af tryksår og fødder. I Sønderborg får personalet undervisning i rigtigt fodtøj til borgerne, og medarbejderne modtager lommekort om valg af fodtøj.

På nogle af plejecentrene i Thisted tilbyder personalet fodbad og eftersyn af borgernes fødder. I Sundhedscenter Viborg er der åbent hus, hvor sårsygeplejersker og en fodterapeut vejleder borgere og personale om fodpleje og valg af fodtøj.

- Vi er glade for, at kommunerne sætter ekstra fokus på, hvordan man forebygger tryksår på foden, som ofte er et overset område, siger Tina Lynge.