Af Charlotte Frendved, kommunikationskonsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed

400, 500, 600 dage uden tryksår og alvorlige medicinfejl i ældreplejen. Siden 2013 har Frederiksberg, Lolland, Sønderborg, Thisted og Viborg Kommuner arbejdet med kvalitet og patientsikkerhed på nye måder i projektet I sikre hænder. Det har styrket patientsikkerheden, øget borger- og pårørendeinddragelsen, løftet fagligheden og skabt en ny form for ledelse.

Erfaringerne fra de fem kommuner er nu blevet samlet i et katalog. Formålet er at give de 13 nye kommuner i projekt I sikre hænder et solidt fundament at stå på ved tærsklen til forbedringsarbejdet, som officielt går i gang på det første læringsseminar den 7.-8. februar 2017. Kataloget beskriver de delelementer, der har virket, og som har vist sig at have betydning for forbedringsarbejdet på systemniveau.

En af grundtankerne i forbedringsarbejdet er, at man skal lære af hinanden og stjæle hinandens ideer i stedet for at begynde forfra hver gang. Erfaringer fra de fem pilotkommuner vil betyde, at de nye kommuner kan skyde genvej på en række punkter. På den måde kan der sættes yderligere tempo på forbedringerne i kommunerne.

Tina Lynge, projektleder i I sikre hænder

Forbedringsarbejdet i kommunerne er unikt
Oprindeligt skulle I sikre hænder slutte med udgangen af 2016, men på baggrund af de gode erfaringer blev der i 2015 afsat 14 millioner kroner i satspuljen til at udbrede projektet til nye kommuner. Efter en ansøgningsrunde i 2016 blev 13 kommuner udvalgt: Allerød, Billund, Brøndby, Greve, Helsingør, Hillerød, Kerteminde, Mariagerfjord, Silkeborg, Syddjurs, Varde, Aabenraa og Aarhus. Denne del af projektet løber frem til udgangen af 2018 og fokuserer på at reducere tryksår og medicinfejl.

- Udbredelsen af metoderne og erfaringerne fra fem til 13 nye kommuner er noget, der ikke tidligere er afprøvet i samme skala med forbedringsprojekter i Danmark, og på verdensplan er der kun meget begrænsede erfaringer med det, forklarer Tina Lynge: 

- Det arbejde, som de nye kommuner står overfor, er et vigtigt skridt på vejen til at sprede sikkerheds- og forbedringskultur til hele landets ældrepleje. Kompetencer i forbedringsarbejde vil i de kommende år blive centrale i kvalitetsarbejdet i sundhedsvæsenet, da det nye nationale kvalitetsprogram, der omfatter såvel primær- som sekundærsektoren, bygger på forbedringstankegangen. 

Hent konkrete forbedringsideer
Forbedringskataloget suppleres derudover med en række konkrete eksempler på nye redskaber og arbejdsgange, der kan findes på I sikre hænders hjemmeside, og som løbende vil blive opdateret.

>>> Se forbedringsidéerne

Et eksempel er en medicindug og et medicinbord, der er udviklet i Viborg Kommune for at sætte medicinadministrationen i system. Et andet eksempel er fra Sønderborg Kommune, hvor man har indstiftet 'Månedens Pris' til medarbejdere, der her gjort en vigtig indsats i forbindelse med projekt I sikre hænder.

Sideløbende med aktiviteterne i de nye kommuner fortsætter forbedringsarbejdet i de fem pilotkommuner, og de samles også til læringsseminar i 2017. Ambitionen er, at metoderne fra I sikre hænder skal spredes til samtlige 98 kommuner.