Af Bjarke Lund Larsen, kommunikationskonsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Beskyttere til fodstøtter på kørestole, der forhindrer tryksår. En borger, som kom til at gå igen. Det er nogle af eksemplerne på de forbedringsideer og -historier, der har fået månedens pris i Sønderborg Kommune.

- Formålet med prisen er for det første at anerkende det store arbejde med at skabe større sikkerhed og livskvalitet for vores borgere, som medarbejderne gør hver dag, fortæller Hanne Ellegaard Miang, projektleder på I sikre hænder i Sønderborg Kommune: 

- For det andet – og lige så vigtigt – handler det om at få personalet til fortælle de gode ideer og historier og bruge dem aktivt i det videre forbedringsarbejde. Der ligger nemlig rigtig meget læring gemt i den enkelte ide og historie, som kan komme alle i kommunen tilgode.

Det er I sikre hænder-styregruppen i Sønderborg Kommune, som bestemmer, hvem der skal have månedens pris. Der bliver skrevet en historie til kommunens intranet, så alle medarbejdere kan se, hvem der har fået månedens pris og lade sig inspirere af det.

Den ikke gode historie
En af de historier, som er blevet belønnet med månedens pris, er historien om den 89-årige Helga Weinkaus. I tre år var hun ikke i stand til at gå, men så satte hun et mål sammen med sundhedspersonalet på Broager Plejecenter: Hun ville gå igen. Fem måneder senere overraskede hun sin søn på hans fødselsdag med, at hun kunne gå igen.

- Men vi belønner også de historier, som er knap så gode, understreger Hanne Ellegaard Miang:

- For eksempel var der en sygeplejerske, som havde været en del af en medicinfejl. Hun stillede sig frem og fortalte om hændelsen, da den øverste chef på området var ude på besøg. Det viser, at vores kultur har udviklet sig. Vi taler åbent om utilsigtede hændelser og lærer af dem.

Fejringer fremmer forbedringsarbejde
Når personalet fejrer og skaber opmærksomhed om arbejdet med forbedringer, øger det lysten til fortsatte forbedringer i kommunerne, viser en analyse af kommunikationen i I sikre hænder. 72 procent af deltagerne i undersøgelsen har været med til at fejre et godt resultat, og heraf er over 95 procent enige i, at fejringer har en række positive effekter.

- Tiltaget i Sønderborg Kommune er meget mere end en pris. Det er et godt redskab til at sprede viden og læring - samt at anerkende og fejre de opnåede bedrifter for at skabe yderligere engagement og forbedringslyst både hos den enhed, det handler om, og hos de nye enheder, der skal i gang, siger projektleder på I sikre hænder, Tina Lynge fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed:

- Det er et tiltag, de andre kommuner i I sikre hænder med fordel kan lade sig inspirere af.

KOMMUNIKATION FREMMER FORBEDRINGER

Kommunikation understøtter arbejdet med at skabe forbedringer i kommunerne. Det viser en analyse af betydningen af kommunikation i projekt I sikre hænder.

>>> HENT ANALYSEN