Af Bjarke Lund Larsen, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Under overskriften ’at arbejde systematisk med forbedringer’ afholdt Aarhus - Område Midt i begyndelsen af juni et strategimøde for blandt andre ledelsen, direktionen, staben og forstandere.

- Formålet var, at deltagerne blev nysgerrige på I sikre hænder og systematisk forbedringsarbejde - og samtidig skulle de også få lyst til at arbejde videre med forbedringsmodellen, fortæller Linda Jedig, I sikre hænder-projektleder i Aarhus - Område Midt.

Foruden en generel introduktion til forbedringsmodellen blev de omkring 40 deltagere inviteret på inspirationstur til tre stande med hver deres tema: papirfly-fabrik, driverdiagram og tavlemøde. På papirflyfabrikken blev der foldet og føjet med udgangspunkt i PDSA’er, som er forbedringsarbejdets ABC. Det er en internationalt anerkendt metode til udvikling af kvalitet, hvor personalet afprøver en ide gentagne gange, indtil den passer til de lokale forhold på afdelingen.

Data skal være dugfriske
På tavlemødestanden fik deltagerne blandt andet en introduktion til, hvordan medarbejderne arbejder med tidstro data og seriediagrammer i I sikre hænder. Til at understøtte systematikken i forbedringsarbejdet i I sikre hænder indsamler personalet i ældreplejen løbende data om plejen og behandlingen af hver enkelt borger. 

Tidligere har det været vanskeligt at vurdere forbedringsarbejdet, fordi personalet først fik data på kvaliteten et år efter. Men med dugfriske data i hånden ved de hele tiden, om borgerne får den rette pleje og behandling, hvilket gør personalet i stand til at reagere proaktivt. 

Hvis der for eksempel dagligt indsamles data om, hvor mange borgere der burde blive scoret for tryksårsrisiko, og hvor mange der faktisk er blevet det, så kan personalet nå at reagere, hvis det opdager, at en borger mangler at blive vurderet. I I sikre hænder indsamles data eksempelvis på en tavle eller på skemaer, alt efter hvad der passer bedst ind i den lokale kontekst. 

Positive tilbagemeldinger 
Tilbagemeldingerne på dagen var positive, og det glæder projektleder i I sikre hænder, Tina Lynge fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som roser tiltaget:  

- Det er vigtigt, at man systematisk spreder kendskabet til forbedringsmetoderne i ens organisationen. Det har betydning i forhold til arbejdet med at opbygge en varig platform for forbedringsarbejde, viser erfaringer fra de fem pilotkommuner i I sikre hænder.