Den 26.-28. april 2017 foregik en af verdens største konferencer om kvalitet og patientsikkerhed - 'International Forum on Quality and Safety in Healthcare' - som i år fandt sted i London. Blandt de omkring 3000 deltagere fra 70 lande var nogle af sundheds- og ældrecheferne fra de 13 kommuner, der blev en del af I sikre hænder i 2016. De deltog i konferencen for at hente inspiration til forbedringsarbejdet i I sikre hænder.

- Noget af det, der gjorde det største indtryk på mig, var følelsen af, at så mange over hele verdenen mødes et sted i Europa og er optagede af det samme emne ‒ nemlig det at forbedre kvaliteten i det, vi laver og at se, hvor bredt der arbejdes med det bare inden for sundhedsområdet, siger Margrethe Kusk Pedersen, chef for Center for Omsorg og Sundhed i Helsingør Kommune, til nyhedsbrevet Kommunal Sundhed.

Systematisk inddragelse af borgerne
På konferencen hørte sundheds- og ældrecheferne oplæg om forbedringsarbejde fra hele verden. For eksempel besøgte de psykiatrien i London og oplevede personalets arbejde med at inddrage brugerne i det daglige arbejde.

Der var en stor respekt for borgernes meninger og i at inddrage dem aktivt. Mange seancer handlede om at have en helt systematisk tilgang til borgerinddragelse i forhold til det, jeg kender herhjemme. Vi gør selvfølgelig allerede noget, og vi skriver det fint ind i sundhedsaftalen, men derfra til at leve det ud er der et stykke. Det var ikke bare sagte ord, det vi fik også mulighed var at se det i praksis, helt ude ved frontpersonalet.

Ingelise Juhl, sundheds- og omsorgschef i Syddjurs Kommune, til nyhedsbrevet Kommunal Sundhed

Lisbeth Pedersen, sundhedschef i Allerød Kommune, er også blevet inspireret til nye måder at inddrage borgerne på:

- Jeg tager en bevidsthed og en opmærksomhed på det her meget borgerinddragende perspektiv. Specielt det med at huske at spørge i stedet for at svare. I stedet for at fortælle borgerne, hvordan alting skal være, så bør man spørge ind til, hvad de tænker, og hvad der er vigtigt for dem.