Af Bjarke Lund Larsen, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Det kan lade sig gøre at udrydde tryksår. Det har kommunerne vist i forbindelse med arbejdet i I sikre hænder. Tidligere troede man ellers, det var umuligt, men flere plejecentre og hjemmeplejedistrikter har rundet 300, 400 og 500 dage uden tryksår - og nogle har endda opnået 600 dage.

Personalets forbedringsarbejde tiltrækker opmærksomhed og høster store roser fra flere aktører i sundhedsvæsenet - blandt andre Karen Stæhr, formand for social- og sundhedssektoren hos FOA. Hun har oplevet tryksårsindsatsen i I sikre hænder på nærmest hold, da hun besøgte henholdsvis Frederiksberg og Sønderborg Kommune i 2016.

– Det er et gennembrud at se social- og sundhedsassistenter drive forbedringsarbejde i sundhedsvæsenet frem, og det er med til at løfte deres faglighed. De er opmærksomme på tryksår langt tidligere, fordi de har fået endnu større viden om risici og konsekvenser. Det gør personalet i stand til at handle hurtigt og korrekt til gavn for borgerne. Det hele sker i et samspil på tværs af faggrupper, siger Karen Stæhr.

>>> Læs 'Karen Stæhr: I sikre hænder har helt klart styrket fagligheden'


Afdelingsnær ledelse skaber resultater
Udover personalets ihærdige indsats er resultaterne i I sikre hænder også opnået gennem et konstant ledelsesfokus, mener Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd:

– Resultaterne i forbedringsprojekterne er opnået, fordi ledelsen er rykket ud fra kontorerne og er tættere på den hverdag, som personalet arbejder i. Ved deres tilstedeværelse sender lederne et tydeligt signal om, at kvaliteten og patientsikkerheden i plejen og behandlingen prioriteres højt. Det er helt afgørende, at de øverste ledere går forrest, når forbedringerne skal fastholdes.

TRYKSÅRSDAG 2017

Den 16. november foregår den verdensomspændende Tryksårsdag, og det markerer kommunerne i I sikre hænder.

Med budskabet om at tryksår kan forebygges, sætter I sikre hænder ekstra fokus emnet via artikler her på hjemmesiden, aktivitet på Twitter og arrangementer i kommunerne.

>> Læs mere om I sikre hænders tryksårsindsats