- Fødderne er i sikre hænder.

Med det budskab markerer de 18 kommuner i I sikre hænder Fodens Dag, som løber af stablen den 21. september.

Foden er et af de steder på kroppen, hvor der er størst risiko for, at der opstår tryksår. Men ofte er det et overset sted på kroppen. Derfor sætter projektet I sikre hænder ekstra fokus på tryksår og foden på Fodens Dag.  

- Med I sikre hænders tryksårsindsats og forbedringsmetoderne har kommunerne vist, at det kan lade sig gøre at udrydde tryksår i ældreplejen, der ellers tidligere blev opfattet som uundgåelig hændelse, siger projektleder i I sikre hænder, Tina Lynge fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed: 

- Nu har personalet i kommunerne fået en øget opmærksomhed og en større systematik om tryksår, hvilket betyder, at de ikke opstår på selv de mindste steder på kroppen som eksempelvis fødderne.  

 På Fodens Dag 2016 udsmykkede social- og sundhedshjælpereleverne på Frederiksberg gangene i hjemmeplejen med plancher, hvor man kunne læse alt om fødder, og hvad man skal være opmærksom på hos borgeren.


Kommunerne afholder arrangementer
De seneste år har kommunerne i I sikre hænder markeret Fodens Dag med stor succes. På plejecentrene og hjemmeplejen/sygeplejen sker der forskellige begivenheder i forbindelse med dagen. For eksempel er der mange steder, hvor personalet tilbyder borgerne fodbad og eftersyn af fødderne. 

>>> Læs 'Sådan markerer kommunerne Fodens Dag'


- Det er en god anledning for personalet til at sætte ekstra fokus på forbedringsarbejdet i I sikre hænder og mere specifikt indsatsen omkring forebyggelse af tryksår. Vi opfordrer plejecentrene og hjemmeplejen/sygeplejen i de 18 kommuner i I sikre hænder til at markere Fodens Dag, siger Tina Lynge:

- Det er første gang, at de 13 kommuner, som blev en del af I sikre hænder i 2016, er med i Fodens Dag. Jeg glæder mig til at se, hvad de finder på.

 På Fodens Dag 2016 tilbød personalet på Gråsten Plejecenter i Sønderborg Kommune fodbad og -massage til alle beboerne.


Du kan følge dagen her på hjemmesiden og på Twitter på #isikrehænder.

Det er de statsautoriserede fodterapeuter, der står bag Fodens Dag. Udover arrangementerne i kommunerne i I sikre hænder sker der en masse andre ting over hele landet den 21. september.

>>> Se arrangementerne her

Dansk Selskab for Patientsikkerhed - der sammen med Sundheds- og Ældreministeriet og KL står bag I sikre hænder - stiller materialer til rådighed for kommunerne, som de kan bruge i forbindelse med arrangementer på Fodens Dag. Blandt andet vil personalet i alle kommunerne gå rundt med badges, som gør opmærksom på, at foden er i risiko for tryksår.


 

10 råd til fodtøj, som forebygger tryksår

1. Stabil hælkappe
2. Svangstøtte
3. Tå-ret sko med plads til tæerne
4. Stabil sål
5. Gode indspændingsmuligheder
6. Stretchsko til knyster og hammertæer
7. Ingen indvendige syninger ved diabetes
8. Udtagelige indlægssåler
9. Travesko til lettere afvikling af gang
10. Kørestolsbrugere skal også have godt fodtøj

HVAD ER TRYKSÅR?

Borgere i ældreplejen er ofte i risiko for at få tryksår, som er et område på kroppen, hvor huden er beskadiget på grund af et langvarigt tryk. Det kan eksempelvis være, fordi en person ligger meget ned i sin seng, har forkert fodtøj på eller sidder i en kørestol i lange perioder.

Tryksår kan i yderste konsekvens medføre i knoglebetændelse og blodforgiftning.

Kommunerne i I sikre hænder har vist, at det kan lade sig gøre at udrydde tryksår i ældreplejen.

>>> Læs mere om I sikre hænders tryksårsindsats

Sådan forebygger kommunerne i I sikre hænder tryksår

Det betyder tryksårsindsatsen for personalet