Af Julie Kofoed, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Hjemmesygeplejerske Pia Tjørnelund fra Sønderborg Kommune har med I sikre hænder oplevet, at det er muligt at gøre borgere selvhjulpne, som hun ikke tidligere havde troet kunne lade sig gøre. Det motiverer hende at se borgernes stolthed, når de opdager, at de selv kan dispensere og tage deres medicin korrekt.

Hvad har I sikre hænder betydet for din opfattelse af borgerinddragelse?
I sikre hænder har fuldstændig ændret mit syn på borgerinddragelse. Jeg kan huske, at jeg sad på det første læringsseminar i 2013 og var lidt skeptisk i forhold til, hvad vi kunne få ud af projektet. Jeg mente da helt bestemt, at vi i forvejen involverede borgerne så meget som muligt.

Men hurtigt blev jeg klar over, hvor vigtig en faktor borgerinddragelse er i forhold til at undgå fejl - og at mine kolleger og jeg var nødt til at involvere borgere og pårørende endnu mere, end vi i forvejen gjorde. Hvis vi skulle lykkes med det, krævede det nogle andre arbejdsgange og en anden tilgang.

Hvor har du oplevet det største gennembrud i forhold til borgerinddragelse?
Vi fik den idé at teste, om det var muligt at gøre nogle af borgerne i hjemmesygeplejen selvhjulpne i forhold til dispensering af medicin. Før I sikre hænder var det sådan, at hvis borgeren sagde nej til at lære det selv, så fortsatte vi bare med at dispensere medicinen på ubestemt tid.

Inden vi gik i gang med at teste ideen var både vi og de pågældende borgere da også sikre på, at det kunne de slet ikke være med til. Vi troede ikke, de kunne rumme alle informationerne. Men da vi begyndte at afprøve idéen, viste det sig rent faktisk, at det kunne de sagtens.

Hvordan lærer I borgerne at dispensere deres egen medicin?
Vi har lavet arbejdsbeskrivelser af, hvordan vi kan gribe det an. Rent lavpraktisk sætter jeg eller en anden sygeplejerske sig ned sammen med borgeren og træner dem i at dispensere medicinen. Træningen med medicinhåndtering foregår hver uge for at sikre, at det er overskueligt for den enkelte borger. 

I starten handler det om noget så simpelt som at lære at trykke tabletterne ud af pakningen og lære sikre arbejdsgange i håndteringen af medicinen. Stille og roligt får borgeren så flere og flere opgaver.

Jeg lærer borgeren om principperne fra I sikre hænder for at have sikre processer, når vi doserer medicin. Borgeren får blandt andet at vide, hvorfor det er vigtigt at tælle tablettter, og hvilke kontroller de skal have ved egen læge i forhold til det specifikke præparat. Jeg hjælper dem også med at indarbejde en rutine, så de får en fast dag om ugen, hvor de bestiller medicin. Den faste rutine er vigtig, for så får man en større medicinsikkerhed.

I processen er det vigtigt at gøre en indsats for motivere borgeren til at lære det selv. Min erfaring er, at når borgeren over en periode har set, hvordan sygeplejen håndterer medicinen og oplevet den sikkerhed og omhyggelighed, sygeplejersken udviser, tror de ikke på, at de selv kan gøre det ligeså sikkert. 

Hvad betyder det for dig, når det lykkes at gøre en borger selvhjulpen?
Det er en helt fantastisk følelse, når det lykkes. Drivkraften for mig er helt klart at se det enkelte menneske, der bliver så glad, fordi hun eller han kan selv. I bund og grund tror jeg, at alle mennesker gerne vil være uafhængige, men nogle må bare erkende, at det kan de ikke være. Men det er så fantastisk at opleve reaktionen fra en, der måske ikke på forhånd havde en forventning om, at han eller hun kunne lære det, men så viser sig godt at kunne. Nogle begynder at græde, fordi de bliver så rørte. Det er det, man kalder en god historie.

Ofte spørger jeg, om jeg må fortælle deres historie til andre. Det vil langt de fleste meget gerne være med til, fordi de synes, det giver håb til andre i samme situation. Det har jeg hørt rigtig tit, og det giver mening, synes jeg.

De gode historier er vigtige. Mine kolleger og jeg gør meget ud af at fortælle hinanden, når vi har oplevet noget positivt. Der kommer ofte én ind til frokostpausen og siger: "Nu skal I lige høre, hvad der lykkedes i dag". Det behøver ikke tage mere end et minut, men den gode historie i frokostpausen giver noget rigtig godt i arbejdsgruppen. Det giver os en fælles arbejdsglæde og stolthed, og det er med til at huske os på systematikken - også efter I sikre hænder.

Det er vigtigt, at vi holder fast i de gode procedurer, vi har skabt omkring borgerinvolvering. Før I sikre hænder havde vi slet ikke den tankegang, at nogle borgere kunne blive selvhjulpne, men de gode historier bekræfter gang på gang, at det faktisk er muligt.

Kan du nævne et eksempel på en borger, der er blevet selvhjulpen?
Jeg husker Annelise på 83 år. Hun havde slet ikke havde troen på, at hun kunne lære det. Hun klarede sig selv inden indlæggelse på sygehuset, men da hun blev udskrevet fra sygehuset, havde hun brug for hjælp til at dispensere medicin.

I hendes hverdag var det bare to blå, tre hvide og en gul trekant om morgenen. Det var det, hun fik - og det var sådan, hendes verden var. Hun anede ikke, hvad det var, og hvad hun skulle være opmærksom på i forhold til sin medicin. Annelise var afkræftet, da hun kom hjem fra sygehuset og havde slet ikke overskud til at kigge på sin medicin. Det var nok bare at sørge for at spise og tage de tabletter, vi gav hende, og komme op at gå en tur med rollator og så i seng igen.

Jeg tænkte: "Kan man overhovedet lære det i den alder?" Og sådan tænkte hun også selv, selvom hun havde et stort ønske om at være selvhjulpen. Vi blev begge positivt overraskede. Efter tre uger kunne Annelise selv. Hun er så stolt over, at hun selv kan klare at dispensere medicinen, og at hun har fået en meget større forståelse for, hvad det er for nogle tabletter, hun dagligt indtager. Det gør mig meget rørt.

Annelise på 83 år i gang med at lære at dispensere sin egen medicin med sygeplejerske Pia Tjørnelunds hjælp. Annelise har fået en større indsigt i sin egen medicin.


Annelises historie er blot én af mange solstrålehistorier, jeg kan fortælle. Det har virkelig været en øjenåbner at opleve, hvordan man også kan arbejde med borgerinddragelse. Det betaler sig at investere tålmodighed og at presse borgerne en smule mere, end vi måske ellers ville have gjort. Det betydet noget både for personalet og borgerne.

Hvad har I sikre hænder generelt betydet for medicinsikkerheden?
Før forbedringsarbejdet i I sikre hænder kendte vi slet ikke til alle de medicinfejl, der var i forbindelse med eksempelvis udskrivelse. Borgeren kunne ved udskrivelse for eksempel have fået doseret medicin med hjem til tre døgn, men den doserede medicin blev ikke kigget igennem. Gennem den måde vi arbejder på nu - hvor vi registrerer og bruger data - kan vi se, at der sker fejl. Det vidste vi slet ikke før I sikre hænder.

En fejl kan for eksempel være, at borgeren ikke får antibiotika i tre døgn, hvilket medfører forværring i infektionen, der ender med en genindlæggelse. Eller at borgeren ikke har genoptaget sin blodfortyndende medicin, efter at det er blevet sat på pause under en indlæggelse i forbindelse med en undersøgelse. Det kan have fatale konsekvenser for den enkelte borger.

Nu gennemgår vi systematisk borgerens medicinliste, og det mindsker risikoen for fejl. Borgerne og familierne fortæller, at de oplever meget større sikkerhed i, at de får korrekt medicin og kun får det medicin, som de har behov for.

PIAS RÅD OM INDDRAGELSE AF BORGERE

- Tænk kreativt og ud af boksen i forhold til, hvordan du kan gøre den enkelte borger selvhjulpen. 

- Sørg for at planlægge fælles mål sammen med borgeren. 

- Husk at motivere dine kolleger til at inddrage borgerne ved at fortælle 'den gode historie', når det lykkes.

Inddragelse styrker patientsikkerheden

Samarbejde med borgere og pårørende er en vigtig del af I sikre hænders arbejde med forbedre kvaliteten og patientsikkerheden i ældreplejen. Borgere og pårørende ser systemet fra et andet perspektiv end personalet og kan således bidrage med relevante og nye idéer til forbedringer.

>>> Læs mere om I sikre hænders fokus
på inddragelse af borgere og pårørende