Af Annelene Højvang Larsen, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

I maj døde en 80-årig kvinde fra Give som følge af en overdosis gigtmedicin. Flere medier satte i den forbindelse fokus på medicinfejl, og ikke mindst hvad der kan gøres for at undgå dem.

Det fik P4 Trekanten på sporet af I sikre hænder, og de sendte i juli en reporter til Omme Centret i Billund Kommune for at høre om deres erfaringer på rehabiliteringsafsnittet.

Siden rehabiliteringsafsnittet kom med i I sikre hænder for godt halvandet år siden, er det lykkes at lave markant færre medicinfejl. På dagen for optagelsen havde de således opnået 129 dage i streg uden alvorlige medicinfejl. Det er sket med ro, tid og dobbelttjek.

Doseringsrum giver ro og tryghed

I løbet af morgenudsendelsen den 12. juli kom P4 Trekantens lyttere med forbi doseringsrummet på rehabiliteringsafsnittet på Omme Centret.

Her fortalte sygeplejerske Joan Henriksen om de nye arbejdsgange med bl.a. tjeklister, men også hvordan selve rummet sikrer ro til arbejdet. Doseringsbordet er f.eks. inddelt i felter med faste pladser til medicinlister, doseringsæsker og medicin.

- Vi har fået nogle arbejdsgange, som gør, at vi går op og krydser af hver gang, vi har givet medicin. Og vi bruger den her tjekliste, hver gang vi doserer. Det betyder helt sikkert, at vi har nedbragt de fejl, som eventuelt kunne opstå ved, at en kollega lige kommer og spørger om noget, eller at der er en telefon, der ringer, sagde Joan Henriksen til P4 Trekanten.

Reporter Michaela Thulesen ville da vide, om det ikke er et stort ansvar at sidde med medicindosering, når det er et af de områder, hvor der faktisk sker mange fejl.

- Det er det helt sikkert, men efter at vi er kommet med i I sikre hænder har vi lavet nogle arbejdsgange og fået noget struktur på vores doseringer, så det er rigtig godt. Det gør, at jeg bliver mere tryg, og at der er mere fokus på patientsikkerheden herude, lød Joan Henriksens svar.

Nye arbejdsgange til gavn for både patienter og personale

Radiokanalens reporter fik også en introduktion til arbejdet med tavler af sosu-assistent Mette Nielsen.

- Den gamle tavle, vi havde, var knap så overskuelig. Det er nemmere nu, hvor vi har koblet både fysio- og ergoterapeut på. Vi gør det også meget tydeligere med medicinen - om der f.eks. er noget på de skæve tidspunkter, som skal huskes. I løbet af dagen får man lynhurtigt skabt sig et bedre overblik over de forskellige borgere, og hvad der er af opgaver, sagde Mette Nielsen.

De nye arbejdsgange og deltagelsen i I sikre hænder er ikke kun til gavn for patienterne, men også for personalet.

- Det gør mig mere tryg i, at jeg ved, at jeg skaber noget bedre for mine borgere, fordi vi har det fokus på medicinen, så jeg ved, at de får det, de skal have på de rigtige tidspunkter, og at det er den rigtige borger, der får det, sagde Mette Nielsen til P4 Trekanten.

Adspurgt af reporteren om, hvorvidt det også gør det nemmere at være ansat, er Mette Nielsen ikke i tvivl:

- Vores huskesedler gør i hvert fald, at jeg lægger arbejdet, når jeg lægger kitlen.

>>> Læs mere om medicinindsatsen i I sikre hænder