Forbedringsarbejdet begynder at give gode resultater i Silkeborg Kommune, og de sidste måneder af 2018 har budt på en række fejringer af dage uden medicinfejl.

Det skyldes, at der nu er ved at være stabile processer og arbejdsgange hos de teams, der arbejder med I sikre hænder.

To diplomer til Lysbro Plejecenter

I midten af oktober kunne gruppe 2 på Lysbro Plejecenter fejre, at de var nået op på 100 dage uden medicinfejl.

Halvanden måned senere var turen så kommet til Lysbro Plejecenters gruppe 1, der ligeledes var nået op på 100 dage. Her blev det fejret med kage til alle medarbejdere og en tak for deres engagement i forbedringsarbejdet.

Den lokale leder holdt en tale med fokus på, hvor fantastisk det er for borgerne, at de bor et sted, hvor medarbejderne er dedikeret til at arbejde patientsikkert med medicinhåndtering.

200 dage uden medicinfejl

Team Kragelund er også godt med, og den 17. november kunne de fejre 200 dage uden medicinfejl.

Honninghjerter til medarbejderne

Den seneste fejring fandt sted den 13. december, hvor plejecentersektionens pilotenhed Team 12 på Karolinelund Centret fejrede 300 dage uden medicinfejl, der kræver lægekontakt.

Det blev fejret i medarbejdergruppen med en kagemand, og hver medarbejder fik to honninghjerter.

Nu ser de frem mod den næste milepæl. Når de er nået op på 365 dage uden medicinfejl, vil de nemlig fejre det med alle borgerne, der bor på plejecentret.

>>> Læs mere om medicinindsatsen i I sikre hænder