Af Annelene Højvang Larsen, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Et gennembrud i forbedringsarbejdet.

Det er ordvalget, når kvalitetskonsulent Ane Blom fra Aarhus Kommune fortæller om Hjemmeplejen Vestervang, der i oktober nåede op på 100 dage uden medicinfejl. I dag er de over 160 dage.

- Vi har generelt haft en del udfordringer med at få forbedringsarbejdet i hjemmeplejen til at køre, så derfor er dette et gennembrud, siger Ane Blom.

Omvendt dagsorden blev vendepunkt

Det så ellers ikke godt ud umiddelbart efter sommerferien, fortæller Dorrit Ribergaard, der er leder af Hjemmeplejen Vestervang. Tidligere blev omkring 70 % af administrationstjeklisterne opfyldt, men de oplevede et dyk henover sommerperioden, og derefter syntes målet på 95 % nærmest umuligt at nå.

Vendepunktet blev, da de under et kommunebesøg i sensommeren blev anbefalet at vende deres dagsorden om under møderne, som holdes to gange om ugen.

- Tidligere begyndte vi mødet med at tale om utilsigtede hændelser, og så glemte vi måske lidt tjeklisterne. Det var ikke fordi, vi ikke observerede, om der var fejl ved dem, men vi gjorde ikke noget ved det, siger Dorrit Ribergaard.

Nu står tjeklisterne øverst på dagsordenen, og de indleder mødet med at spørge alle, om de har anvendt tjeklister den pågældende dag. Hvis der bliver sagt nej, bliver der spurgt ind til det, og derefter ser de på, om der er punkter på tjeklisten, der er svaret nej til. Først derefter ser de på utilsigtede hændelser.

- Nu hvor vi spørger på en anden måde, så får vi gjort noget ved det. Og der er ingen, der sidder og putter sig, fordi der ikke er en skæld ud-kultur. Folk er gode til at være åbne og finde fejl, som vi så kan arbejde med at løse.

’Det giver mening’-koden er knækket

Da først dagsordenen blev vendt om, begyndte medarbejderne at se resultater af deres arbejde. Det blev selvforstærkende, og desto bedre det gik, desto mere vedholdende blev de i forhold til at intensivere indsatsen.

- Jeg tror simpelthen, vi har knækket ’det giver mening’-koden. Vi kan se, at vi ikke laver fejl nu, og det vil vi jo alle sammen gerne, siger Dorrit Ribergaard.

I dag er Hjemmeplejen Vestervang nået op på målet om at opfylde tjeklisterne ved 95 % af administrationerne, og 99 % af medicinen gives til tiden. Det skyldes bl.a. at sygeplejerske og læge kontaktes for at få det rettet, så snart de finder nogen, hvor der ikke står det rigtige tidspunkt. Et ’benhårdt arbejde’ ifølge Dorrit Ribergaard.

Lærer af det, der går godt

Dorrit Ribergaard bemærkede også, at det ofte var de samme borgere, det gik galt ved. Derfor begyndte de at lave obs-lister i forhold til særlige opmærksomhedspunkter. Når der så var fundet en løsning på de forskellige udfordringer, kunne borgeren slettes fra listen igen.

Personalet har været optaget af også at have fokus på det, der virker. De bad derfor om at få en liste over de borgere, hvor listen altid er opfyldt 100 %.

- Det gav mulighed for at se, hvem i personalet der er særligt gode til at få skemaerne opfyldt hver gang, og så kunne de andre spørge ind til, hvordan vedkommende gør, siger Dorrit Ribergaard.

Ifølge hende er de nye arbejdsgange nu ved at være implementeret som en fast del af arbejdet:

- Det er blevet lidt af en rutine nu. Der er aldrig nogensinde nogen mere, der spørger, om vi snart skal stoppe med det her.

Tiltag til forbedring

Hjemmeplejen Vestervang har bl.a. gjort følgende for at opnå stabile processer og undgå medicinfejl:

  • Indført to ugentlige møder og arbejdet med PDSA’er for at finde det bedste tidspunkt for dem.
  • Sikret, at der er mærkater på alle medicinæsker.
  • Fået aftenvagt med i forbedringsteamet. To af aftenvagterne har desuden en dagsvagt hver 14. dag.
  • Sikret, at den dataansvarlige sygeplejerske taster data ind én gang om måneden. Det giver mulighed for at se ting, der måske ikke er opfanget af den HK’er, der ellers taster ind.
  • Arbejdet ihærdigt for at få borgerne på dosispakket medicin. Indtil videre er antallet af dispenseringer halveret.

>>> LÆS MERE OM MEDICININDSATSEN I I SIKRE HÆNDER

Om Hjemmeplejen Vestervang

Hjemmeplejen Vestervang hører under Område Midt i Aarhus Kommune.

De har arbejdet med I sikre hænder siden september 2017.

Der er 35 medarbejdere i teamet, og de dækker 205 borgere, hvoraf omkring 80-90 er omfattet af medicinpakken.

Der er i gennemsnit 587 administrationer om ugen.