Af Annelene Højvang Larsen, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Onsdag den 18. april var det 200 dage siden, beboerne på Skovvang Plejecenters 1. sal i Allerød Kommune havde haft et tryksår. Det blev fejret med kagemand af stolte medarbejdere.

- Vi er nok mere vant til at høre, når vi gør noget forkert, så det er dejligt at blive fejret. Det betyder noget. Og så er medarbejderne stolte af, at det, de gør i hverdagen, også fører til noget, siger Stina Bogø, der er forbedringsagent og udviklingssygeplejerske på Skovvang Plejecenter.

Usikkerhed over for projektet

For medarbejderne er de gode resultater samtidig en bekræftelse af, at deres faglighed er i orden. Dermed er den utryghed fejet af banen, som var til stede, da I sikre hænder blev introduceret.

- Da vi kom med i I sikre hænder, var der først en usikkerhed blandt medarbejderne. De var i tvivl om, hvorvidt det var et udtryk for, at deres faglighed ikke var god nok. Om det, de gjorde, ikke var godt nok, siger Stina Bogø og fortsætter:

- Da vi først fik set på data, kunne de godt se, at der kunne arbejdes mere systematisk og ensartet og dermed skabes forbedringer.

Udfordring at holde igen

Stina Bogø har været positivt overrasket over, hvor mange idéer medarbejderne har til forbedringer. Samtidig har afdelingen sikret, at der bliver fulgt systematisk op på hændelser og forslag.

- Tidligere var forbedringsforslag måske noget, der kom sådan lidt sporadisk, og som der ikke altid blev fulgt op på. Nu bygger vi ting på data, og vi er begyndt at tale ud fra fakta i stedet for, hvad vi tror eller synes, siger Stina Bogø.

Faktisk er den største udfordring ifølge hende at holde igen:

- Vi er så vant til at handle, så udfordringen har været ikke blot at rulle de umiddelbart gode idéer ud med det samme, men i stedet lave små afprøvninger. Først på en patient, så to. Så på weekendvagt, så aftenvagt.

Fælles forståelse af opgaver og ansvar

Forbedringsarbejdet har også været med til at ændre kulturen på afdelingen. Medarbejderne taler nu om tryksår i kategorier, og de har arbejdet med at få en fælles forståelse for de forskellige elementer i HUSK. Samtidig er det blevet lettere at tale om det, der ikke fungerer.

- Der er opstået en anden åbenhed og mod til at tale om utilsigtede hændelser, end der var før. Det er blevet lettere, fordi vi har pointeret tydeligt, at vi skal lære af det, der ikke fungerer, siger Stina Bogø.

I sikre hænders andre kommuner har givet inspiration til at indføre en kaptajn, der styrer det daglige triagemøde og er ansvarlig for at indsamle data og spørge ind til revurdering. Rollen går på skift, og det står på arbejdssedlen, hvem det er, så alle ved det.

- Tidligere kunne vi let glemme de nye arbejdsgange, men det har givet rigtig gode resultater at have en daglig kaptajn. Samtidig har vi synlige data, så alle kan se meningen med det, vi laver, siger Stina Bogø.

Spredning til stueetagen

Forbedringsteamet er nu ved at sprede prototyperne til teamet i stueetagen på Skovvang Plejecenter. Her er de ikke blevet mødt med samme skepsis, som 1. sal havde i begyndelsen.

- De kan se, at det virker, så de er ret hurtigt kommet med på HUSK, kaptajn og synlige data. Selvom det stadig tager tid at ændre arbejdsgange, så er processen speedet gevaldigt op, siger Stina Bogø.