Af Annelene Højvang Larsen, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Den 15. november er det international Tryksårsdag, og det markeres i lande over hele verden. I Danmark er kommunerne i I sikre hænder med til at sætte fokus på forebyggelse og udryddelse af tryksår i ældreplejen med aktiviteter på centre og i hjemmeplejen.

- I sikre hænder er et prima eksempel på, hvordan kommunerne arbejder systematisk med kvalitetsforbedring, så borgerne kan være trygge med den behandling, de får i kommunerne, siger Kristian Heunicke, direktør i KL.

>>> KL-direktør på kommunebesøg i Brøndby

Ministre roser arbejdet i I sikre hænder

I sikre hænder er et samarbejde mellem Dansk Selskab for Patientsikkerhed, KL og Sundheds- og Ældreministeriet. Og både fra sundheds- og ældreministeren er der ros til personalet for arbejdet med at forebygge tryksår.

- Ældre borgere, som er svækkede og derfor ikke kommer så meget omkring, er desværre meget udsatte i forhold til at udvikle tryksår. Tryksår er ikke bare smertefulde, de giver også øget risiko for infektioner og indlæggelser. Derfor er det virkelig flot, at det er lykkes at reducere antallet af tryksår markant gennem projekt I sikre hænder. Projektet og det dygtige og dedikerede personale viser, at der kan opnås flotte resultater ved at styrke brugen af personalets faglighed og arbejde mere med systematiske arbejdsgange og monitorering, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Ældreminister Thyra Frank har været på besøg i flere kommuner, der er med i I sikre hænder, og hun roser ligeledes forbedringsarbejdet:

- Jeg ved fra min egen erfaring fra ældreplejen, at tryksår kan være en meget pinefuld gene for et ældre menneske, der i forvejen også er svækket og afhængig af hjælp til mange ting. Derfor er det også fantastisk, at det kan lade sig gøre at undgå tryksår ved at arbejde på en lidt anderledes måde med eksempelvis tjeklister, tavler og lignende. Jeg har selv besøgt flere af de plejehjem, der har deltaget i projekt I sikre hænder, og set de flotte resultater. Min oplevelse er også, at det er noget personalet har stor tilfredsstillelse ved, siger Thyra Frank.

>>> Thyra Frank besøger Sønderborg

Tryksårspakken bringer faglighed i spil

I I sikre hænders 18 kommuner er der omkring 125 enheder, om omfattende plejecentre og hjemmeplejegrupper, er aktuelt inddraget i arbejdet med tryksårspakken. Disse enheder dækker tilsammen over 12.000 ældre danske borgere.

Den 1. november 2018 havde 59 af disse enheder opnået mindst en periode på over 100 dage mellem nyopståede tryksår, og 30 af disse var nået op over 300 dage, som er målet i I sikre hænder.

– I ældreplejen siger vi faktisk nu, at vi kan eliminere tryksår, siger projektleder for I sikre hænder, Tina Lynge.

Hun mener, at en af grundene til, at tryksårspakken er så stor en succes er, at indsatsen giver rigtig god mening for personalet, der kan se, at arbejdet har en række positive effekter for borgerne, foruden forebyggelsen af tryksår.

– Medarbejderne får bragt deres faglighed i spil. Tryksårspakken handler om hudpleje, mobilisering, væske og ernæring. Det er de grundlæggende kerneydelser, som medarbejderne godt kan lide, og som måske var grunden til at de valgte deres fag som hjælpere og assistenter. Derfor er tryksårspakken også med til at fremme den professionelle stolthed og arbejdsglæde, siger Tina Lynge.

Se billedgalleri

Tryksårsdagen markeres over hele verden, og flere af Dansk Selskab for Patientsikkerheds samarbejdspartnere i både ind- og udland bakker op om arbejdet i I sikre hænder og Tryksårsdagen den 15. november.

SE OGSÅ

Tryksårspakken blev introduceret i forbindelse med projektet Patientsikkert Sygehus i 2010. 

Siden blev den tilpasset til brug i ældreplejen med I sikre hænder i 2013.

Læs om arbejdet med tryksårspakken og resultaterne fra både sygehuse og kommuner på patientsikkerhed.dk.

>>> Forebyggelse af tryksår har succes

TRYKSÅRSPAKKEN

Læs mere om I sikre hænders arbejde med tryksår, og se videoer fra arbejdet med tryksårspakken.

>>> Indsatsområde: Tryksår