Af Annelene Højvang Larsen, kommunikationskonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

I midten af januar var der kommunebesøg i Syddjurs Kommune, hvor de forskellige teams viste deres resultater frem og fik sparring fra chefkonsulent i PS! Tina Lynge og projektleder for pilotkommunen Thisted Bente Øllgård.

Selvom de forskellige enheder har haft fokus på forskellige indsatser, så har de alle erfaret, at tavler og tavlemøder er et godt redskab i forbedringsarbejdet.

Spredning til andre teams

- Der er sket en umærkelig spredning, der ikke er formaliseret. Flere begynder at tage tavler i brug, dog med anden data end de teams, der arbejder med forbedringsarbejdet, siger Niels Villumsen, der er områdeleder for plejecentre i kommunen.

Ifølge ham har selv de teams, der ikke arbejder direkte med I sikre hænder, også kunnet se fordelen ved tavler og tavlemøder.

- De bruger tavlerne fagligt og logistisk, hvor de selv definerer de relevante felter og holder tavlemøder. Det bliver brugt til at koordinere arbejdet. De har taget det til sig, fordi de kan se, at det er en god idé.

I løbet af dagen stod det klart, hvorfor mange teams har hentet inspiration i tavlerne. Det har nemlig givet stor værdi til de enheder, der er med i I sikre hænder.

Hjælp i overgang til dosispakket medicin

Sygeplejen i Rønde har særlig fokus på at gøre medicindispenseringer sikre, og i den forbindelse arbejder de på at få flere borgere over på dosispakket medicin.

Tavlen hjælper til at holde samtalen i gang med lægen. Her skriver personalet, hvornår de sidst var i kontakt, så de kan følge op, og det gør, at snakken ikke går i stå på samme måde som før. Samtidig har kvalitetskoordinatorer dialogmøder med lægerne.

- Vi forsøger at implementere det som en arbejdsgang at få borgerne over på dosispakket medicin. Det handler om patientsikkerhed, og det er ikke bare et projekt, der slutter igen, siger projektsygeplejerske Malene Jensen, der er en del af forbedringsteamet.

På forkant inden dagens hjemmebesøg

De sikreste hænder på Mols, som hjemmeplejen kalder sig, holder tavlemøder på 10 minutter sammen med sygeplejen to gange om ugen.

Møderne hjælper dem til at være på forkant med deres opgaver og have en særlig opmærksomhed på de borgere, der har ændret tilstand, eller som kommer hjem fra sygehus.

Forbedringsteamet arbejder lige nu med at få flere til at føle ejerskab og bidrage ved tavlemødet, og derfor vil de afprøve, at flere i dagvagten får erfaringer med at lede tavlemødet. Det har aftenvagten allerede gode erfaringer med, hvor de skiftes til at være kaptajn ved tavlen, når opgaverne uddelegeres.

To daglige tavlemøder

Pilotenheden hos Plejecenter Lyngparken mødes ved tavlen hver morgen og igen over middag. Om morgenen bruges tavlen primært til at orientere sig, hvis der har været ændringer. Om eftermiddagen følges der op. Teamet arbejder med medicinpakken, hvilket afspejles på tavlen.

Afdelingen har omkring 2.300 medicingivninger om måneden, og for at undgå fejl har de bl.a. arbejdet med at sikre, at der er nok medicin, når der dispenseres. Derfor sætter de nu post-its på tavlen, når de har bestilt medicin, hvor der står hvad og hvor meget, der er bestilt.

- Personligt er jeg mest stolt af, at vi har så meget styr på borgernes medicin, og at de får det rigtige. Der har vi altid været meget faglige og har fulgt op på det, siger social- og sundhedsassistent Pernille Astrup og fortsætter:

- Vi har en kultur, hvor vi gerne vil følge reglerne. Vi kan lide at få ros, når embedslægen er her.

Ting tager tid

Rehabiliteringsafdelingen i Syddjurs Kommune har de seneste måneder måttet omstille sig til organisatoriske ændringer, og det har påvirket de ellers stabile processer.

På tavlen har forbedringsteamet derfor mindet sig selv om, at ting tager tid. Tavlen bruges til teamets ugentlige møder, og som noget nyt hænger den nu i frokostrummet, hvor flere kollegaer ser den.

>> Få tips til tavlemøder under forbedringsidéer

(Vælg Tavlemøder under Indsatsområde.) 

Se også

>> Få tips til tavlemøder under forbedringsidéer

(Vælg Tavlemøder under Indsatsområde.)